Til dig, der bor i hus
Giv plads til planter og dyr omkring dig
Vis alle
Giv plads til vilde urter
- Grav græstørven op i et område og byg en lille bakke af tørven.
- Så blomsterfrø fra vilde danske planter eller lad dem komme af sig selv på den frie jord.
- Saml frø fra naturområder i nærheden sidst på sommeren, og spred dem hjemme i din have. På den måde får du hjemmehørende arter, som med stor sandsynlighed vil trives.
Lad græsset gro
- Lad græsset vokse sig langt nogle steder, så vil der komme flere forskellige planter.
- Læg blomsterløg i plænen, og klip udenom blomsterne.
- Slå græsplænen med slingre-slåning, så alt ikke er klippet hele tiden, men bliver det over årene. Det giver over tid mere variation i haven.
Lad de gamle træer stå
Gamle buske og træer er hjem for massevis af insekter og svampe, så lad dem stå, selvom de måske er ved at dø.
Lad grene og stammer ligge på jorden og formulde. Det går hurtigere, hvis du klipper dem i mindre stykker.
Plant hække i stedet for plankeværk
Hække kan holdes i mange bredder og højder, men uanset størrelsen giver de husly til fugle og insekter og måske til små pattedyr som pindsvin.
Skaf mere vand
Alle former for vand hjælper dyr og insekter, uanset om det er et fuglebad, en lille beholder med vand eller en dam.
Er der et vådt hjørne i haven, så grav det ud til et vandhul, eller lad der være et sumpet område. Det gavner tudser og frøer og en masse insekter.
Stil beholdere med vand. Læg sten i store beholdere, så dyr kan kravle op af vandet.
Brug gødning med omtanke
I køkkenhaven er gødning nødvendigt for at få et godt udbytte. Men ønsker du dig en blomstereng, skal du helt undgå gødning.
Gødning gavner store planter med masser af blade, men ikke de små planter med masser af blomster, som en blomstereng består af.
Organisk gødning som heste- eller hønsemøg giver større biodiversitet end kunstgødning.
Brug haveaffaldet
Byg en kompostbunke, og slip for at køre haveaffaldet væk.
Lav et kvashegn til grene og afklip – insekter og svampe vil elske det.